Medlemsrekruttering

5 gode råd til medlemsrekruttering

1. Vær opmærksom på formålet: er det synlighed eller rekruttering?

En synlighedsaktivitet er en enkeltstående begivenhed, som bidrager til at øge lokalområdets kendskab til klubben. Rekrutterende aktiviteter er forløb over flere gange, som har til formål at få flere medlemmer til klubben. Det er en god idé at være bevidst om formålet og sætte sine succeskriterier derefter.

2. Kommunikér åbent og inviterende

En opdateret og indbydende hjemmeside er et rigtig godt udgangspunkt. Men det er også nødvendigt at reklamere for klubben og aktiviteterne andre steder. Det kan f.eks. være med målrettede Facebookannoncer, i lokale Facebookgrupper eller ved at få jeres aktivitet lagt på kalenderen på kommunens hjemmeside.

Opret en Facebookbegivenhed, som også kan blive vist på www.orienteringsløb.dk. Husk at gøre det tydeligt, at alle er velkomne, og vær eksplicitte om f.eks. mødested, tidspunkt og forudsætninger for at deltage. Læs mere om at oprette fængende, inviterende Facebook-begivenheder her.

Få flere tips til god kommunikation på siden her.

3. Tilpas aktiviteter til målgruppen

Banernes sværhedsgrad skal selvfølgelig passe til de fremmødtes niveau. Men mødestedet har også en betydning. Børnefamilier foretrækker nærhed og forudsigelighed, mens modne voksne måske er lettere at lokke til skiftende lokationer. Måske kommer folk udelukkende for at prøve orientering. Men det kan også være, de søger et fællesskab, og i så fald kan det være en god idé med fælles intro, opvarmning og afslutning.

4. Indsaml kontaktoplysninger på deltagerne

Ved at sikre sig navn, alder og mailadresser på de interesserede, kan I nemmere kontakte dem senere med information om andre klubaktiviteter. Det kan enten være elektronisk ved tilmelding til aktiviteten, eller fysisk på stedet.

5. Husk at følge op

Opfølgning er helt afgørende for den gode rekruttering. Når I inviterer deltagerne til nye aktiviteter i klubben, føler de sig velkomne og vil måske også være mere tilbøjelige til at melde sig ind, når I spørger dem om det.

Video: Rekrutteringstips fra klubberne

I denne video kan du se et sammenklip af et webinar fra 30/11-2022, hvor deltagerne deler deres erfaringer med at tage imod nye medlemmer i klubben.

Klubbernes tips handler bl.a. om, hvordan man kan bruge inviterende Facebookbegivenheder til at skabe synlighed om klubbens aktiviteter samt vigtigheden af at tænke langsigtet og være bevidst om, hvordan man “griber” de nye medlemmer.

Video: Rekruttering i OK Syd

I denne video kan du se et sammenklip af webinaret ‘Find Vej Dage 2022 #2: Vi bygger videre på de gode idéer og sparrer på tværs’, hvor OK Syd medlem Johnni Perschke fortæller om de rekrutteringstiltag de har prøvet i klubben, hvad der har virket og hvorfor. Klubben har med god opfølgning, bred og velovervejet kommunikation og en defineret målgruppe, lavet succesfuld rekruttering.

 
 
 

Webinarer – Få inspiration til rekruttering

D. 6. april og d. 4. maj 2022, blev der afholdt webinarer omkring rekruttering.

Webinarerne fungerede som opvarmning til den nationale rekrutteringskampagne ‘Find Vej Dage 2022.’

Ved at se webinarerne, kan man høre eksempler på vellykkede aktiviteter i klubberne og blive klogere på, hvordan man med en god plan for opfølgning, kan lette overgangen fra deltagelse i aktivitet til medlemskab af klubben.