Synlighed

Synlighed er et første og vigtigt skridt til rekruttering og flere medlemmer i klubben. Kender lokalbefolkningen ikke til klubben, er det svært for dem at blive nysgerrige og komme ned og prøve klubbens aktiviteter.

Facebook-begivenheder gør jer synlige for omverden

Hver uge arrangerer orienteringsklubber i hele Danmark et væld af træningsløb og klubtræninger. Disse er oplagte muligheder for, at nye interesserede kan komme og prøve sporten og hilse på folk i klubben.

En oplagt mulighed for at promovere klubbens aktiviteter er at oprette en Facebook-begivenhed, som åbent og inviterende fortæller, at her er alle velkomne.

Husk blandt andet at:

  • Give begivenheden en præcis og fængende overskrift
  • Lave en fyldig beskrivelse, som hjælper nye løbere
  • Bruge et flot cover-billede
  • Bruge Facebooks lokationsmarkør, så aktiviteten kommer på www.orienteringsløb.dk
  • Dele begivenheden fra klubbens side og også gerne i lokale grupper

Læs mere her, hvor du bl.a. også finder en video-guide til oprettelse af begivenheder på Facebook: Guide til arrangører: Få dit løb til at se godt ud | Orienteringsløb.dk (orienteringslob.dk)

Et eksempel fra OK Djurs

I OK Djurs har de haft stor succes med at lave “skattejagt” til børnefamilier, som har bidraget til klubbens synlighed i lokalområdet. I videoen nedenfor, fortæller Pernille Torp Simonsen, der var initiativtageren bag skattejagterne, om tiltaget og hvilke ting der virkede godt i deres koncept.

Videoen er et sammenklip fra webinaret ‘Find Vej Dage 2022 #1: Få inspiration til den gode medlemsrekruttering’.